Om KRILLEDIK

Mit navn er Nynne, og det er mig, der står bag KRILLEDIK.

Alle de ting, jeg har til salg, er håndlavede af mig i mit hjem, der bugner af kærlighed (børn der skriger), kreativitet (pletter overalt) og opbevaringsløsninger (til legetøj).

At arbejde og skabe ting med mine hænder har altid været en del af mit liv. Jeg bruger kreative processer til at give hjernen lidt fri fra angst og kaotiske tanker. Det kan anbefales!

I min gymnasietid lavede jeg øreringe med perler og sten. Jeg havde ikke en platform som Instagram, færdighederne eller lyst til at gøre det til mere end en hobby dengang, men da jeg senere i mit liv var i en proces, hvor jeg skulle finde tilbage til min grundkerne efter jeg blev mor (til 2 megaseje unger), gik jeg tilbage til smykkerne.

Jeg havde brug for at få mere farve på hverdagen og finde modet til at skyde brystet frem, så jeg forsøgte mig med polymerler, som jeg fandt ved et tilfælde i en hobbybutik i alle mulige farver. Det voksede sig hurtigt til en stor samling af øreringe, men også til en stor samling af viden og erfaring med materialet, og jeg besluttede mig for at åbne op for lidt salg på Instagram. Jeg blev blæst bagover af den gode modtagelse jeg fik, og siden er jeg bare fulgt med, så godt jeg kunne. Alt i alt føles alt meget tilfældigt, spontant og naturligt, så hvis du følger med her, bliver det i hvert fald ikke kedeligt!

Hvad betyder KRILLEDIK?

Det er et ord, der stammer fra min nordjyske mormor og hendes familie. Det betyder et sprøjt parfume. Et lille pift. Jeg synes det er det perfekte ord til mine smykker, som godt nok ikke dufter, men de pifter ethvert outfit op!